Formandens beretning 2012/2013 


I mange år, har der været lagt vægt på, at gymnastikforeningen i Alminde-Viuf skal være en forening for alle og at det skal være sjovt at gå til gymnastik.
 

Det må siges, at se ud til at lykkes, når man ser, hvordan vores 33 frivillige instruktører og hjælpeinstruktører, hver uge og på hver sin måde, har succes med at skabe et positivt fællesskab omkring gymnastik, motion og bevægelse.
 

Det er en fornøjelse, at opleve, hvordan glæden ved at bevæge sig gives videre til vores mere end 400 medlemmer, der aldersmæssigt strækker sig helt fra 1 år og op til 85.
 

I bestyrelsen har vi haft succes med at få koordineret arbejdsopgaverne i løbet af sæsonen og dermed få skabt de bedst mulige betingelser for instruktører og medlemmer.
 

Og når man kigger et år tilbage, så er der egentligt sket meget:
 

Een af bestyrelsens første opgaver var - traditionen tro - at få rammerne på plads, så sæsonen kunne afsluttes med manér, hvilket blev gjort med en flot og stemningsfyldt gymnastikopvisning den 25. marts. Det er dejligt, at se holdene på gulvet og få et indblik i, hvad de har lavet i vinterens løb. Og så er det en helt særlig oplevelse, når man kan mærke, hvordan alle arbejder sammen, for at få alle ender og knuder til at nå sammen på bedste vis – det er både instruktører, hjælpere, bestyrelse, ægtefæller og en hel masse andre, der giver en hånd med.
 

Normalvis slutter gymnastiksæsonen efter opvisningen – men der var nogen, der havde lyst til mere. Vi havde instruktører, der bød ind med forårshold, så vi dansede ”zumba” og lavede ”gymnastik på græs” helt indtil sommerferien, hvilket blev en succes med over 100 gymnaster.
 

Vintersæsonen startede i uge 36 – og vi var klar: Vi havde netop holdt et instruktørmøde, hvor vi havde hjulpet hinanden med at rydde op og vaske redskaber af – både på skolen og i hallen. Vi kunne udbyde 17 forskellige hold til børn og voksne.

Vi oplever stort engagement hos instruktørerne, der byder ind med nye tiltag: Vi har fået ”rabalderleg” på programmet, der er gymnastik for hele familien og vi har fået bordtennis for voksne. Seneste nye er netop startet efter nytår. Det er piloxing, som er fitness med indbygget intervaltræning.
 

Derudover er der nedsat et landsstævneudvalg bestående af en flok ”landsstævne-enthusiaster”, som vil bidrage til, at vi er mange, der forhåbentligt får en fantastisk oplevelse til sommer, når vi skal deltage i landsstævnet i Esbjerg fra 4.-7. juli. Der er et par uforpligtende træninger - een på søndag og een den 10. marts – men efter påske trænes torsdag i hver uge.
 

Vi synes, at vi igen lykkedes med et bredt og varieret program – eneste ”men” er at vi havde ønsket at kunne tilbyde springgymnastik til alle klassetrin fra 0. klasse og opefter, men der var desværre ikke hænder nok til den opgave. Men drømmen er intakt og heldigvis har vi stadig dygtige springinstruktører i foreningen, der bl.a. var med til at give en gruppe gymnaster en særlig oplevelse i november, hvor der var arrangeret en springdag i KIF med springgrav o.s.v.
 

På søndag vil der være en særlig gymnastikdag for børneholdene, hvor de mindste mødes her i hallen til fællesgymnastik sammen med deres forældre og den 2. marts er det så rytmeholdenes tur til fællestræning og hygge.
 

Vi tilstræber, at alle gymnaster får muligheden for at opleve noget særligt ved at gå til gymnastik – bl.a. via disse årlige fællestræninger. Tusind tak til instruktører og hjælpere, som yder en ekstra indsats, for at få det til at lykkes.
 

Mange ting gentager sig år efter år i foreningen – mens andet forandres i takt med udviklingen i vores samfund generelt. Een af forandringerne de senere år, er kombinationen af gymnastik og fitness. Vi ser det, som en stor styrke for foreningen og lokalområdet, at vi kan tilbyde begge dele og at vi på den ene side kan holde fast i de gamle gymnastiktraditioner samtidig med at vi også kan være med på noget af det nye, der efterspørges. Og så har vi været – og ér - utrolig priviligerede, at have nogle super kompetente og entusiastiske instruktører indenfor begge genrer.
 

Vi vil gerne være åbne overfor alles idéer og gøre vores til, at alle får de samme gode betingelser, som frivillig i foreningen. Een af de ting, som vi specielt har set i år, er en øget interesse i at uddanne og dygtiggøre sig, så der er mange, der har været på kursus, hvilket vi har bakket op om.
 

Når vi taler om åbenhed overfor nye idéer, kan vi ikke komme udenom emnet ”haltider”, som sætter en naturlig begrænsning – ikke kun for os i gymnastik – men også for de andre lokalforeninger. Vi er mange, der skal deles om hallen og det bliver sværere og sværere, at få brugervenlige haltider og få puslespillet til at gå op.
 

Gymnastikafdelingen er gået aktivt ind i et samarbejde med de øvrige idrætsforeninger – dvs. fodbold, badminton og håndbold – for at skabe en tættere dialog og et tæt samarbejde bl.a. om at definere og skabe de bedste faciliteter for vores medlemmer i lokalområdet. Vi tror på, at vi kan udrette meget mere, når vi står sammen.
 

Vi har en sund økonomi i gymnastikforeningen, hvilket også er en nødvendighed - ikke kun på kort, men også på lang sigt. For hvis man ønsker bedre faciliteter, så må man forvente, at der kan komme flere og større investeringer i fremtiden. Det er et punkt, vi er opmærksomme på, da vi gerne vil være med til at fremtidssikre det gode og velfungerende idrætsliv, vi allerede har her i Alminde-Viuf område,
 

Nu er det snart tid for gymnastikopvisning anno 2013. Vi lægger ud med at sende 3 hold til opvisning i DGIhuset i Vejle den 9. marts – det er vores springpiger (nu også for drenge ;-)) og begge vores rytmehold – dvs.flower power og rytmetøserne, der får den oplevelse med.
 

Vores egen opvisningsdag er søndag eftermiddag, den 17. marts – en dag, der bliver set meget frem til og hvor der er mange sommerfugle i maven hos både store og små.
 

Til slut vil jeg sige tak til de øvrige i bestyrelsen, for det store arbejde, I har lagt i foreningen i det forgangne år. I yder en stor indsats for at få foreningen til at køre og bruger en stor del af Jeres fritid på at sikre tilfredse medlemmer og instruktører i vores forening. Jeg glæder mig til at arbejde videre sammen med Jer.
 

Også en stor tak til alle instruktører og hjælpere. Jeres indsats er langt større end den tid, man ser, I tilbringer sammen med Jeres gymnaster. Der går masser af tid til forberedelse og andet, for at I kan levere alt det I gør – tak for Jeres uvurderlige indsats og positive tilgang.
 

For mig, giver det god mening, at være frivillig sammen med Jer, når vi trækker samme vej og sammen kan skabe det, som medlemmerne efterspørger.
 

Så allersidst - tak til alle vores medlemmer – uden Jeres opbakning og fremmøde uge efter uge, så var der slet ingen gymnastikforening og ingen brug for os.


Birgitte Wagner

Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de gemmer også information om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold. Du kan forsætte med at bruge vores side som altid, hvis du accepterer at vi bruger cookies.
Alminde Viuf Gymnastik & Idrætsforening -Sysselbjergvej 27, 6051 Almind - CVR-nummer 35691847