Nyheder fra Gymnastikafdelingen

VIGTIGT: Vi starter op udenfor
Sæsonen blev desværre afbrugt grundet COVID-19, men vi er klar til at starte nogle hold op udenfor.


Vi følger de til enhver tid gældende retningslinier for COVID-19/Corona sikkerhed fra DGI, Kolding Kommune og Sundhedsmyndighederne.

 

Husk, at Gymnastikafdelingen har en Facebook side, hvor kan du følge os på "AVGIF Gymnastik - Alminde-Viuf". Vi har også en instagram profil, hvor du kan følge vores aktiviteter. Den hedder avgif_gymnastik. 


______________________________________________________________________________________________________________________________________
NYT Forårshold til voksne - CrossGym
Starter på torsdag ude foran hallen.
Vi starter stille og roligt op udenfor efter en lang pause.
Vi træner både kondition (cardio), styrke, balance - også kendt som funktionel træning.
Husk at komme i god til, så træningen kan starte kl. 18:30.
Det er gratis og alle kan være med, da du selv kan være med til at bestemme niveauet.

Gymnastik på græs - NYT HOLD
Vi starter op med et nyt hold på tirsdag d. 6. april.
Det er kl. 18-19 foran hallen, hvor vi skal ud og røre os.
Der er fokus på  grundgymnastik, puls, koordinering, balance, smidighed og muskelstyrke.

Det er gratis at deltage og uden tilmelding.

Læs mere på plakaten.

AVGIF er igang igen
Skruemaskinen (Springholdet for de ældste), er startet op udenfor i torsdags med en rigtig god træning.
Her efter påske inviterer vi flere børnehold ud på græs.

Seniorerne starter også op udenfor mandag og torsdag formiddag kl. 10 efter påske.

Vi inviterer alle til at komme og deltage. Både nye og gamle deltagere er velkomne og det er uden betaling.

Alle børnehold og ungdomshold går på juleferie
Dette gælder fra i dag 09/12.
Corona-smittetalene stiger voldsomt generelt, og vores lokale skole er fortsat ramt af smittetilfælde.
Lige nu oplever vi stigende utryghed blandt frivillige og forældre. Især i lyset af, at julen nærmer sig med hastige skridt med ønsket om at være sammen med vores familie, også de ældre og sårbare.
For at bidrage
til at sikre en jul uden karantæne har vi besluttet at sende alle børnehold på tidlig juleferie fra og med idag.
Vi håber på jeres forståelse og ønsker alle en god december med en masse familiehyggetid.

Forældre/barn er aflyst i denne sæson
Vi må desværre meddele, at forældre/barn holdet ikke starter op i denne sæson
Dette skyldes 
de særlige udfordringer på dette hold i forhold til afstand og rengøring.
Alle andre hold er startet op som planlagt.



Vintersæson program med 19 hold
Så har vi endelig programmet for vintersæsonen på plads - og hvilket program! Vi kan tilbyde hele 19 hold - 8 børnehold og 11 voksenhold. Der er mange gamle kendinge plus flere nyheder. Vi håber, at vores medlemmer vil tage godt imod holdene.

Nyheder: 
  • Ingen Krudtugler i år. Alle børnehavebørn går på Spilopper. 
  • MiniRytme for 1.-3. klasse
  • RytmeRækken fra 4. klasse
  • Naturfitness (kort forløb i efteråret)
  • Blandet boldspil mandag formiddag
  • Gymnastik er tilbage efter ét års pause
Læs mere om nyhederne og de andre "gamle kendinge" under holdbeskrivelser.

Ud over de 19 hold har vi i samarbejde med badmintonafdelilngen Aktiv Søndag kl. 9.30-11.30 den 1. søndag i hver måned. Der vil være skiftende instruktører i løbet af sæsonen. 

Tilmelding er åben fra uge 36.

HJÆLP - fitness instruktører søges
Har du en fitness instruktør i maven eller kender du én?
Så har du nu chancen for at blive en del af fællesskabet i AVGIF Gymnastik sammen med andre dygtige og engagerede frivillige
Vi mangler et par fitness instruktører til næste vintersæson til puls & styrke, stram op eller lign.
Du behøver ikke at have erfaring som instruktør, blot du har lyst til at undervise og en vis erfaring som fitness udøver.

Vi tilbyder fine lokaler, masser af redskaber, inspirerende kurser samt opbakning fra bestyrelse og andre frivillige, som kan hjælpe dig i gang
Er DU eller én du kender vores nye fitness instruktør?
Kom frisk og tag gerne kontakt til bestyrelsesmedlem Pia Larsen 📞 25 34 34 65 - for at høre nærmere.

Generalforsamling 2. februar 2020
Søndag, den 2. februar afholdte gymnastikforeningen den årlige generalforsamling i hallens cafeteria.
Det var en hyggelig formiddag, der startede med Aktiv Søndag inden den formelle dagsorden de nyindkøbte DGI sangbøger blev også officielt indviet, og foreningen bød på lækker friskbagte boller med pålæg, sodavand og kaffe.

Ud over formandens årsberetning, der kan ses nedenfor, samt godkendelse af regnskab for 2019 og budget for 2020, fortalte Morten Barsballe Nielsen fra AVGIF hovedforening om deres spændende planer for arealerne bag hallen og de andre projekter, de arbejder med.

Bestyrelsen sagde "farvel og tak - og måske på gensyn" til Wiebke Boman Hansen og Anne Frost Nørgaard. Tre nye bestyrelsesmedlemmer blev valgt: Gitte Gerdes, Christina Husted og Kristina Korsholm (suppleant).

Den nye bestyrelse har konstitueret sig som følger:
  • Formand: Annette Rohde
  • Næstformand: Dorte Aakær Jepsen
  • Sekretær: Christina Husted
  • Kasserer: Stina Ladegaard
 Tovholdere for udvalg:
  • Dorte Aakær Jepsen (Innovation & samarbejde)
  • Dorte Bundgaard (Events & aktiviteter)
  • Pia Larsen (HR & frivillige)
  • Christina Husted (Ekstern kommunikation)
  • Gitte Gerdes (Drift)
Kommende arrangementer 10-12-2020
Ingen begivenheder i øjeblikket

Generalforsamlingen er udsat – Vi søger frivillige
Grundet forsamlingsforbuddet er vi desværre nødsaget til at udsætte generalforsamlingen. Vi vender tilbage med en ny dato, når der bliver åbnet op igen.  Formodentlig engang i marts/april.
 
Kunne du tænke dig at blive en del af en god bestyrelse?
Uagtet udskydelsen søger vi et par friske nye frivillige til bestyrelsen. Meget gerne et par personer, der kunne tænke sig at stå for kontakten med vores engagerede og dygtige instruktører og hjælpere. Eller som har gode idéer til nye aktiviteter og samarbejder. Henvendelse til Annette Rohde på tel. 52 13 94 07.

Ekstra hold med Spilopper
Vi er så glade for at der har været en stor opbakning til spilopperne.
Der er mange børn på holdet og nogle er endda på venteliste.
Vi har derfor valgt at oprette et ekstra hold om mandagen kl. 16:30-17:25.
Det starter allerede i morgen.
Vi opfordrer til at en del flytter over på mandagsholdet, så vi kan få fordelt børnene lidt.
Læs om holdet her

Aktiv søndag er aflyst denne sæson
Vi er kede af at måtte aflyse Aktiv søndag for hele sæsonen

Pga. restriktioner i forbindelse med Corona er det desværre ikke muligt at afholde det.

NYHED: Naturfitness
Vi er nu klar til at tilbyde jer et nyt og spændende hold, med opstart uge 33.

Kom ud i naturen og nyd den friske luft kombineret med en aktiv træning.

Der vil være opvarmning og styrketræning af hele kroppen, hvor det er ens egen kropsvægt der giver vægten og redskaberne vil være hvad naturen tilbyder.

Der er ingen tilmelding og man betaler 40 kr per gang via mobilepay.

Er du over 15 år og vant til at dyrke motion så mød op mandag fra uge 33 kl. 18.00 foran hallen.
Læs mere under naturfitness


Aktiv Søndag
AVGIF og AVBK er gået sammen om at lave Aktiv Søndag for hele familien.

Tag en ven/veninde, forældre, søskende, bedsteforældre eller en anden under armen, den første søndag hver måned med start 6. september og prøv blandt andet:
  • Badminton
  • Floorball
  • Fælles aktiviteter, som kan være yoga, spring eller andet
Læs mere på plakaten forneden

Instruktør(er) søges til springhold
HJÆLP - vi mangler instruktør(er) til vores springhold for piger og drenge i 0.-1. klasse
Har du lyst til at være en del af fællesskabet i AVGIF Gymnastik sammen med vore andre dygtige og engagerede frivillige? Så har du chancen nu. 
 
Vi har fine lokaler, masser af redskaber, 4-5 dygtige unghjælpere, inspirerende kurser samt opbakning fra bestyrelse og de andre lokale frivillige, som kan hjælpe dig i gang.
 
Du behøver ikke at have erfaring som instruktør, bare du har lyst og overskud til at være sammen med børn i denne aldersgruppe. På Springfabrikken er der masser af leg, grundlæggende gymnastikfærdigheder og begyndende springtræning.
 
Er DU eller én du kender vores nye instruktør? I må gerne være to om opgaven.
Kom frisk og tag gerne kontakt til instruktør Mette Kargo - 26826475 eller bestyrelsesmedlem Dorte Bundgaard – 22886251, for at høre nærmere. 

Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de gemmer også information om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold. Du kan forsætte med at bruge vores side som altid, hvis du accepterer at vi bruger cookies.
Alminde Viuf Gymnastik & Idrætsforening - c/o Stagebjergparken 156, 6051 Almind - CVR-nummer 35691847